Spring til indhold

Kend dine rettigheder

Her kan du læse mere om, hvad en kommune er, og hvad den kan hjælpe børn og unge med. Derudover kan du også læse om, hvilke rettigheder du har som barn og ung i Danmark. Samtidig kan du finde ud af, hvem du kan tale med for at få hjælp, hvis du har brug for det.

Kend dine rettigheder

 

Hvad er en kommune?

Kommunerne er de 98 områder, Danmark er delt op i. I hver kommune er der mennesker, som bl.a. arbejder med, at der er styr på skoler, veje og affald. Men der er også mange, som arbejder med at hjælpe børn og unge, der har det svært.

 

 

Hvad kan kommunen hjælpe dig med?

Der kan være mange grunde til, at du kan have brug for hjælp. Det kan være, du føler dig utryg, når du er hjemme. Det kan også være, at du er ked af det meget af tiden. Måske oplever du vold eller mange voldsomme skænderier – eller måske gør nogen, som er tæt på dig.

Det kan også være, at de voksne har svært ved at passe på dig. Eller det kan være andre slags problemer, der er for svære til, at du kan klare det selv.

Hvis du ikke kan få hjælp af din familie eller andre voksne, så kan du kontakte din kommune eller ringe til støttepunktet på 63750875.

 

 

Hvad er mine rettigheder?

Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder Barnets Lov. I den står der, at de voksne, som arbejder i kommunen skal undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det. Det samme skal de også gøre, hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det.

Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det. Du har for eksempel ret til at bo i et trygt hjem, og gå i en skole, hvor du ikke oplever mobning eller forskelsbehandling. Og du har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at du altid kan bestemme – men din mening skal tælle med.

 

 

Hvem kan jeg tale med fra kommunen?

Når du ringer eller skriver til kommunen, vil det for det meste være en rådgiver, du taler med. Det er en person, der giver råd og ved en masse om, hvordan man løser problemer som dine. Rådgivere arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt. Nogle gange kaldes de også for ”sagsbehandlere” eller ”socialrådgivere”.

Hvis du har talt eller skrevet med en rådgiver, vil han eller hun prøve at finde ud af, om du har brug for hjælp fra kommunen. Måske fortæller rådgiveren dig, at vi vil undersøge, hvordan du får den bedste hjælp. Det betyder, hun ringer til dig igen, så I sammen kan aftale, hvad der skal ske.

Det kan også være, rådgiveren foreslår, at du skal tale med en. Det kan være en god ven, dine forældre, børnetelefonen eller en anden telefonrådgivning, der passer til dine problemer.

 

Du har også altid mulighed for at kontakte Støttepunktet på SMS eller ved at ringe mandag til torsdag mellem klokken 13 til 15.

 

 

Kan jeg være anonym, når jeg kontakter kommunen?

Når du ringer, skriver eller besøger os i kommunen, behøver du ikke fortælle, hvad du hedder, eller hvor du bor. Det vil sige, at du kan være anonym og ingen behøver vide, at du har ringet eller skrevet til kommunen.

Det kan dog være nødvendigt at få dit navn, hvis du har det så svært, at du har brug for hjælp lige nu. Eller hvis du eller nogen tæt på dig er i fare. Hvis det sker, er du nødt til at fortælle, hvem du er, for at vi kan hjælpe dig. Og her kan det være, at vi også bliver nødt til at informere dine forældre.